tirsdag den 6. december 2016

En verdensmester på VUC

20-årige Lasse Kromann har 4 verdensrekorder bag sig i RaceRunning, og en diagnose som spastiker skal ikke hindre Lasse i at nå sine mål. Ambitionen er at kvalificere sig til de paralympiske lege i 2024. Til daglig læser han hf  i ordblindeklassen. 


Hvad er RaceRunning?

Lasse har dyrket RaceRunning i 4 år, og pt. er han indehaver af verdensrekorden i RaceRunning på 200 m, 400 m, 800 m. og 1500 m.

RaceRunning er en løbesport, der dyrkes over hele verden. I Danmark er der flere og flere, der dyrker handicapsporten, og i Sverige har man bl.a. fået 4 mio i sponsorat til at udvikle sporten.
Interessen for RaceRunning opstod, da én af Lasses klassekammerater dyrkede sporten.

- Jeg prøvede RaceRunning og fandt ud af, at jeg var god til det og det gav god motion, så jeg fortsatte.

En RaceRunner er en specialbygget løbecykel uden pedaler, og Lasse løber i dag med en topfart på 20 km/timen.


Når man går ind for noget, skal man gøre det 100%

Onsdag er hviledag, men ellers står den på træning hver dag. Både styrketræning og RaceRunningtræning.

- RaceRunning giver mig et større socialt netværk over hele verden og så bliver jeg glad, når jeg løber

Og indsatsen har båret frugt. I dag er Lasse med på landsholdet og modtager ugentlige instrukser fra landstræneren online. Derudover er Lasses far, som er fysioterapeut, meget opslugt af sporten og bruger ligeså meget tid på RaceRunning. Han er utroligt stolt af Lasse og deres store fælles interesse.

Hvis drømmen om at kvalificere sig til de paralympiske lege i 2024 går i opfyldelse, skal Lasses far helt sikkert med.


Huen skal bruges til noget 

Når ikke Lasse træner, læser han hf i ordblindeklassen. Han har ansat forskellige personlige assistenter, som hjælper ham i dagligdagen med at tage notater i undervisningen, køre ham i skole, lektier og den daglige træning m.m.

Lasse startede på ordblinde-hf i sommer 2016 i en rigtig god klasse med 26 jævnaldrende kursister, og det er han rigtig glad for. Yndlingsfagene er samfundsfag og retorik, hvor han har PIF som underviser. Han foretrækker bøger frem for tal og vil hellere diskutere end at sidde og regne.

Det var først, da han startede på VUC, at han blev testet for ordblindhed. Via SPS-ordninger er han nu bevilliget IIT-rygsæk med computer og diverse IT-programmer, som hjælper ham i undervisningen.

Men hf-huen skal bruges til noget - i fremtiden drømmer Lasse om at læse statskundskab på Universitetet .
….
What is RaceRunning? Se Lasse fortælle mere om sporten her

tirsdag den 8. november 2016

Husker du Camilla?


Camilla Bylling Nørgaard tog en HF pædagog pakke på HF & VUC FYN Odense og startede efterfølgende på pædagoguddannelsen. Den førte hende til et praktikophold i Filippinerne, hvor hun fuldstændigt tabte sit hjerte til gadebørnene. Da hun kom hjem til Danmark i december 2014, gik der kun 1,5 måned, før Camilla rejste tilbage til Filippinerne med en mission om at oprette et børnehjem.

Ikke kærlighed ved første blik

Men det var ikke kærlighed ved første blik, da Camilla ankom til Filippinerne. Hun husker turen fra lufthavnen som et stort kulturchok.    

- Jeg havde ikke rejst i et fattigt land før, så jeg kiggede bare på gadebørnene som var overalt og på ledninger, der hang og dinglede. Der var møgbeskidt, ulækkert og der lugtede, husker hun.

Umiddelbart virkede det ikke som et sted, hun havde lyst til at blive ret længe. Med rotter pilende om fødderne på hende, fandt hun sig selv grædende bag drop-in centeret, hvor hun var i praktik, frustreret over hvorfor hun havde valgt at forlade trygge Danmark.

Efter hendes første slumbesøg, hvor der skulle hentes nogle udsatte gadebørn, brød hun helt sammen. Det påvirkede hende så meget, at hun ringede hjem til sine forældre for at høre, om de kunne købe en flybillet til hende.
Men Camilla hanker op i sig selv og fortsætter arbejdet på drop-in centeret. Samtidig begynder hun også at arbejde på gaden hvor børnene har deres daglige gang. Efter 4 måneders arbejde på drop-in centeret, begynder hun at bruge mere og mere tid på gaden.

Ville være i gadebørnenes sko

Camilla oplevede at det at være på gaden sammen med børnene, var med til at opbygge respekt og tillid mellem dem. Derfor fik Camilla også den idé, at hun skulle sove på gaden hos dem.

-Det var en vild ide og ret spontant, at jeg ville prøve at være i deres sko. Jeg tænkte at det ville styrke båndet mellem børnene og jeg.

Camilla finder hurtigt ud af hvilken realitet, gadebørnene befinder sig i hver eneste dag.

-Det er super ydmygende at rende ind et sted for at stjæle pap, som man kan sove på. Man er så uværdig i samfundets øjne, at man ikke engang kan få et skide stykke pap, forklarer hun.



Et farligt eksperiment 

At sove på gaden i filippinerne er ekstremt farligt, og det måtte Camilla også opleve på egen krop, da to børnebander kom op at sloges.

-Der var kæmpe slåskamp på gaden, og da politiet kom, vidste jeg, at det ville få konsekvenser for børnene, fordi politiet er meget hårdhændet over for dem.

Derfor tager Camilla med på politistationen for at sikre sig, at der ikke sker noget med de gadebørn, hun har beskæftiget sig med. Efter at have sovet på gaden i 3 dage er hun træt, beskidt, udmattet og følelsesmæssigt påvirket af situationen. Derfor tager hun igen en spontan beslutning om at tage børnene med hjem, da de ikke længere må komme på drop-in centeret. Tilbage på gaden skulle de i hvert fald ikke.

-Jeg kunne som person simpelthen ikke bare sige, nå dette er der jo ikke noget gøre ved, for det var der. Jeg kunne jo godt tage dem med hjem. Jeg ved godt, at der er regler om det, men der var jo ikke nogen, der stod og spærrede vejen.

Børnene tog Camilla med hjem på sit værelse, i det hus, hvor hun boede sammen med de andre pædagogstuderende. Hun gav børnene mad, et bad og rent tøj på, og da de var dejset om af træthed efter dagens strabadser, sad Camilla og kiggede på dem og tænkte ”nå for søren, hvad skal jeg nu stille op? ”, og der fik hun ideen til børnehjemmet.

Rig og fattig på samme tid

Da Camilla kommer tilbage til Filippinerne i januar 2015, går hun straks i gang med at finde et sted til det nye børnehjem, og i februar 2015 bliver børnehjemmet er en realitet.

-Jeg har aldrig nogensinde været så fattig, som da jeg rejste til Filippinerne, men på mange andre måder er jeg blevet så meget rigere. Min tilgang til tingene, holdning til livet og mine værdier har ændret sig. Der er jeg bare ikke den samme person, som da jeg tog afsted, fortæller Camilla.

Er blevet mor 

Mange ting er sket siden. Camilla og hendes partner Line Venø Pedersen har startet Bylling Foundation, der samler penge ind, som går 100 % ubeskåret til børnehjemmet. Derudover har Camilla fået datteren April, som nu er 5 en halv måned. Camilla glæder sig til, at hun kan tage datteren med til Filippinerne og håber, at hun engang kan give hende en forståelse af, hvor heldig og privilegeret hun er bare ved at være født dansk.
Men April er ikke det eneste barn i Camillas liv. Gadebørnene er konstant i Camillas tanker, især når hun ikke er dernede.

-Fra nu af til den dag jeg dør, bliver jeg nødt til at ind tænke dem i mit liv, de vil altid være der, og de regner med os, og det kan de også. De vil aldrig ende på gaden igen. Min datter og børnene på hjemmet deles om mit hjerte.




Bylling Foundation er afhængige af donationer så hvis du har lyst til at give et bidrag, kan du se mere her

torsdag den 13. oktober 2016

Collager med dybde

DSA basishold har lige nu en udstilling hængende på 2. sal. Det er portrætter og personlige collager kursisterne har lavet om dem selv og deres egen livshistorie og fremlagt i undervisningen.

Kursisterne har anden etnisk baggrund og har derfor dansk som andet sprog. De kommer fra hele verden og aldersspændet er bredt. De har alle forskellige historier at fortælle og forskellige mål med livet, men fælles er viljen til udvikling og uddannelse.

Et håndgribeligt tema

Projektet startede, da underviser Öznur Ciftci valgte, at temaet ”beskrivende tekster” skulle være mere håndgribeligt for kursisterne. Derfor skulle de skrive portrætter af dem selv.

- Det med at beskrive noget, fandt de meget svært. Derfor skulle det gøres mere personligt og identificerbart, forklarer hun.

Samtidig var ideen også, at kursisterne skulle danne relation og lære hinanden bedre at kende. Kursisterne fik at vide, at det ikke behøvede at være personlige ting eller historier, det var helt op til dem selv, hvad de havde lyst til at dele.

Dronning Margrethe som inspiration

For at visualisere det beskrivende tema skulle kursisterne også lave personlige collager, der knyttede sig til deres portrætter. Men det var i starten en udfordring, da kursisterne ikke vidste, hvad en collage var. Derfor måtte Öznur vise billeder af Dronning Margrethe, som laver mange collager både privat og til større projekter, for at illustrere genren.

Portrætterne og collagerne skulle give kursisterne en bedre forståelse, af det at beskrive noget, både som tekst og billede.


Vi er lige så engageret som alle andre

Udstillingen, som på et senere tidspunkt også skal stå nede i Agoraen, skal demonstrere et ejerskab for DSA kursisterne.  De vil gerne vise at ”her bor vi”, og at de er lige så engageret og viljestærke som alle andre kursister i huset.

- Lige meget hvilken bagage de kommer med er det ingen forhindring, fastslår Öznur.

- De har viljen i hjertet, og det er godt for dem at holde til her på Kottesgade, så de bl.a. kan se og møde andre etnisk danske kursister, som måske er på et højere fagligt niveau end dem selv. Det giver dem motivation, mens de prøver at finde deres plads i systemet.

Herunder kan du se et udpluk at kursisternes collager:



Basel er fra Syrien. Han har valgt at lave en collage om hans land, fordi han tænker meget på dem derhjemme.




Jolita kommer fra Litauen og elsker at lave mad og bage kager. Derudover kan hun godt lide blomster og kan ikke undvære kaffe. 

Noura er fra Kurdistan og går meget op i mode, makeup og tasker, hvilket hendes collage også fint afspejler.
Feridin kommer fra Iran og har valgt universet som skabelon. Det har hun, fordi elsker viden om verdens udvikling. Derfor er der også universiteter på hendes collage.
Muhammed (Mamo) har lavet et portræt af sig selv, hvor han fortæller, at han har studeret jura i Kurdistan, hvor han også har boet det meste af sit liv. 

Nhi er fra Vietnam og har lavet en collage med ting hun godt kan lide. Det er bl.a. sushi, tv-serien Friends, musik og dokumentarfilm, fordi hun godt kan lide at lære noget nyt. 
Emmily fra Namibia har formet sin collage som et blad, fordi hun godt kan lide blomster. Derudover følger hun meget med i mode og er især tøj fra Buch Copenhagen er et hit.
  
Waheeda har fyldt sin collage med udklip af tøj, makeup, natur, kager, og børn. Hun er fra Irak og Kurdistan og har selv to børn på 6 og 4 år,
Binh fra Vietnam holder af tøj, smykker, klassisk musik og teater, som hun også har pyntet sin collage med. 
Lahssen er fra Palæstina og Marokko. Han savner sin pitbull Max, der er i Marokko, så derfor har han sat en anden hund på sin collage.
Alis collage er to kameler. Det har han valgt fordi at kameler er meget kostbare i Somalia, da man kan spise kødet og drikke mælken. 


onsdag den 12. oktober 2016

VUC giver et kompetenceløft


VUC løfter det faglige niveau og klæder kommunale medarbejdere på til at håndtere det stigende krav om skriftlig kommunikation på offentlige institutioner.

Bedre til ord, tal og IT

KL og FOA satte i 2015 gang i projektet ”Bedre til ord, tal og IT”, som er et kursustilbud til medarbejdere med læse-, skrive-, regne-, eller IT-behov.  Projektet blev i første omgang iværksat i fem kommuner, heriblandt Odense kommune. Projektet fik vokseværk og omfatter nu også 3F området og er blevet udvidet yderligere med 10 kommuner.

Odense kommune er én af de første kommuner, der i samarbejde med HF & VUC FYN i Odense er påbegyndt opkvalificering af medarbejdere på plejecentre, så de lærer at skrive i et klart og tydeligt sprog med både sproglig og etisk bevidsthed.

Større krav til medarbejderne 

I takt med udviklingen af plejepersonalets arbejde, bliver medarbejderne i højere grad mødt af krav om dokumentation på deres arbejde. En kommunikation, der ofte foregår elektronisk. Derfor er det vigtig, at medarbejderne kan formulere sig fagligt, præcist og i et forståeligt sprog. Det er især vigtig nu, hvor Én plan-løsningen inviterer borgeren og de pårørende til at følge med i journalen.

VUC i Odense er en aktiv samarbejdspartner i projektet og tilbyder medarbejderne undervisning på mange niveauer b.la. i dansk og matematik.

Kommunalt kompetenceløft

Lige nu er det et virksomhedshold med medarbejdere fra Ældre- og Handicapforvaltningen fra Odense kommune, der får et kompetenceløft. Forud for forløbet har underviser Hanne Milling besøgt Plejecenter Øst, hvor en del af deltagerne arbejder, for at kunne målrette undervisningen specifikt til holdets behov. Undervisningen bærer i høj grad præg af anvendelsesorientering, så kursisterne får nogle redskaber, de kan tage med tilbage på arbejdspladsen og bruge i praksis.

- Skrivning kan vi helt sikkert tage med. Vi lærer, hvordan man staver og skriver fagligt korrekt, fortæller kursist Nina Larsen.

En anden kursist, Jurairat Hansen, kan også se fordelene ved at blive bedre til at skrive og stave, især efter at de har fået det nye Én plan-system.

- Pårørende skal læse og forstå, hvad vi skriver. Det er vigtigt, at de forstår hvad vi mener. Derfor er jeg blevet mere opmærksom på, hvordan jeg bruger ordene, så det bliver korrekte formuleringer.
Jurairat Hansen og Nina Larsen


Projektet forlænges 

Forud for disse kurser er medarbejderne inviteret til en indledende samtale for at afdække deres ønsker og forventninger og herunder gennemførelse af obligatorisk FVU screening.

Kravene til skriftlig kommunikation i de kommunale job stiger, og derfor har KL og FOA i samarbejde med 3F, besluttet at forlænge og udvide projektperioden indtil 30. juni 2017.


mandag den 3. oktober 2016

Jo hårdere du kæmper, jo større er sejren

29-årige Asger Wiedekamm ser ikke sin ordblindhed som et problem, men mere som et irritationsmoment, da han skal bruge længere tid på indlæring. Men det tager han med oprejst pande.

- Jeg vil rigtig gerne det her, og jeg forventer ikke, at andre skal få mig igennem uddannelsen. Uddannelse er en essentiel del af ens tilværelse, og man bliver nødt til at kæmpe. Selvom det er rigtig hårdt en gang imellem og frustrerende, så kæmper jeg bare endnu hårdere.

En drøm om at blive folkeskolelærer 

Hårdt bliver det helt sikkert også på læreruddannelsen, som Asger regner med at fortsætte på efter han har afsluttet sin hf. Asger har altid vidst, at han skulle arbejde med mennesker, for et almindeligt kontorarbejde gider han ikke. I første omgang havde han overvejet fysioterapeut, men længere henne i hans hf forløb fandt han ud af, at han ville være lærer.

-Man kan rent faktisk godt være ordblind og lærer på samme tid, forsikrer Asger.

Læreruddannelsen stiller nogle ressourcer til rådighed i form af ordblindevejledere, kurser i at takle ens ordblindhed og de samme it-programmer, som Asger i forvejen bruger.

Vil gerne gøre undervisning underholdende og udfordrende

-Som lærer vil jeg gerne være sjov og alvorlig på samme tid. Jeg vil gerne have folk med og have folk til at synes, at det er spændende. Jeg vil prøve at gøre undervisningen underholdende og udfordrende, for hvis det er alt for kedeligt, så gider folk heller ikke.

-Jeg kan godt lide at fremlægge. Jeg synes det er sjovt at forklare, og man bliver næsten også klog af at formidle viden til andre.

Asger vil gerne undervise i historie og samfundsfag i de ældre klasser. Han mener, at det som lærer er vigtigt at brænde for sit fag. Historiemæssigt ønsker han, at folk skal have et dannet indblik i hvem vi er, og hvor vi kommer fra.  Samfundsmæssigt oplever han, at de unge ikke interesserer for omverdenen:

-Det er beklageligt, at de unge ikke interessere sig mere for samfundsmæssig viden. Det er vigtigere hvordan de poster sig selv på Facebook, men det er altså også vigtigt at vide hvordan verden fungerer.

Et godt råd til andre ordblinde

Giv aldrig op, og lad være med at høre på folk, der siger, at du ikke kan. Gå efter dit mål, og jo hårdere du kæmper, jo større er sejren.

Fra (ordblind) frisør til medievidenskab

Efter 10. klasse og mange års kamp med sin ordblindhed ville Anne Nicolaisen gerne på gymnasiet ligesom mange af hendes veninder, fordi det virkede som det mest ”rigtige” at gøre. Dog havde Anne ikke rigtig accepteret, at hun var ordblind, og at hun havde rigtig svært ved at læse og skrive.

- I 9.- 10. klasse var det jo vildt, når jeg bestod eksamenerne, så inderst inde kunne jeg godt mærke, at jeg ikke ville kunne gennemføre gymnasiet og få en succesoplevelse med det.

Derfor søgte Anne ud i erhvervslivet og fulgte hendes passion for makeup og hår. Hun fik en læreplads hos Trend of Hair og begyndte i lære som frisør.

- Det var virkelig godt for mig at komme ud i erhvervslivet og finde ud af, at der var noget, jeg kunne finde ud af, som ikke var svært for mig. Og hvor jeg havde succes og troen på, at jeg godt kunne blive til noget, selvom det nødvendigvis ikke var noget bogligt, forklarer Anne.

Danmarksmester i Cut & Color

Lærepladsen gav hende 4 fede år og Anne var b.la. til VM og DM i frisørfaget og blev tilmed også Danmarksmester i Cut and Color. Frisøruddannelsen gav Anne den succes, som hun længtes efter. Men selvom Anne elskede frisørfaget, kunne hun også mærke, at hun ikke havde nok i det. Hun manglede noget mere substans, og hun ville gerne bruge sit hoved til noget mere. Hun blev derfor nysgerrig på, hvad hun ellers kunne og begyndte at lege med tanken om at tage en hf.

- Jeg ville bevise, over for de mennesker der i min folkeskole tid havde fortalt mig jeg ikke kunne gennemføre en gymnasial uddannelse, at de tog fejl. Men mest af alt skulle jeg bevise det over for mig selv, at jeg ikke var dum. Jeg blev nysgerrig på at lære om verden og om samfundet. Jeg kunne derfor mærke, at jeg blev nødt til at starte på hf, ellers ville jeg fortryde det, husker Anne.

I bås med andre ordblinde

Så Anne spurgte sin mor, om hun ville med til et møde ved studievejlederen, hvilket hun sagde ja til. Studievejlederen fortalte om VUC’s hf klasse for ordblinde. Den skulle Anne dog tygge lidt på, fordi at hun altid var blevet sat i bås som hende, der havde svært ved tingene, eller var lidt dum. Nu skulle hun så også sættes i bås med andre ordblinde og endda også gå i klasse med dem, hvilket hun havde ret svært ved at acceptere.

- Jeg var ret skeptisk omkring det. Selv om jeg selv er ordblind, har jeg også haft nogle fordomme om andre ordblinde. Jeg ville bare på den almindelige hf, og sådan var det bare.

Dog endte Anne med at se mange fordele ved det og valgte i sidste ende hf’en for ordblinde.

Hjælpeværktøjer gjorde forskellen

Det første år på hf var Anne et nervevrag og var ikke sikker på, hvad det var hun havde kastet sig ud i. Men hun sagde til sig selv: ”ordblind vil jeg altid være, men man bliver kun bedre i takt med, at man træner det”. Derefter gik 2. år noget bedre, og 3. år gik rigtig godt.  Kombinationen af kompetente ordblindelærer og de hjælpeværktøjer, de tilbød, gjorde en stor forskel for Anne.

- Jeg kunne virkelig mærke, at der var kommet noget hjælp, som jeg ikke før havde fået tilbudt. Det var ikke fordi, at man var dum, men var det faktisk fordi, at man har nogle ting oppe i hjernen, som ikke snakker sammen.


Læser medievidenskab på universitetet

Anne knoklede på livet løs på hf, lavede sine lektier og gik op i sin skole, samtidig med, at hun arbejdede 15 timer om ugen ved siden af studiet – både som frisør og makeup artist ved TV2. Det var her, hun fik ideen til, at hun ville læse medievidenskab på Syddansk Universitet. Samtidig havde hun i samfundstimerne haft om mediernes påvirkning af individet og samfundet. Derfor knoklede Anne videre og kom ud med et gennemsnit på 10 og afsluttede sin hf med et 12-tal i huen.

- Det handler bare om at få den hjælp jeg har brug for, så er jeg på niveau med alle andre.

Nu er det medievidenskab på universitet, der optager alt Annes tid, og hun ser lyst på fremtiden. Hun ser sig selv lave noget inden for radio/tv eller arbejde med magasiner.

- Når venner eller familie spørger, hvad jeg kan blive med en uddannelse i medievidenskab, plejer jeg at sige, at jeg bliver noget stort, siger Anne med et kæmpe smil på læben.


Et godt råd til andre ordblinde

Annes råd til andre ordblinde er at se realiteterne i øjnene og slutte fred med, at det er sådan det er. Accept er et nøgleord.



Jeg er ikke dum – jeg er bare ordblind


53-årige Kim Frederiksen startede på VUC i 2010, fordi han gerne ville genopfriske nogle fag. På det tidspunkt vidste han ikke, at han var ordblind, men havde en mistanke om det.
Efter et par år startede Kim på tysk A, hvor hans lærer havde en opfattelse af, at han muligvis kunne være ordblind. Det blev efterfølgende testet, og det viste sig, at Kims fornemmelse holdt stik.

- I testen fandt man også ud af, at jeg læser i billeder. Det har hjulpet mig meget at kunne se ting og så forbinde det på den måde i stedet for, forklarer Kim.

- Det har været en øjenåbner at komme herned, og samtidig er der nogle gode forstående lærere, som tager hensyn. Jeg bliver tit spurgt om jeg vil have ekstra materiale, eller om jeg vil have opgaverne trykt ud, og så får jeg det.  Jeg kan bedst lide at have teksterne på papir, så jeg kan skrive mine egne noter på. Sådan arbejder jeg bedst, og så jeg er jo fra en generation, som er kun er vokset op med papir.

Ingen hjælp at hente i folkeskolen

Da Kim startede i folkeskolen 70’erne, var der ikke meget fokus på ordblindhed. Dengang fik han bare at vide, at han var komplet idiot. Først i de ældre klasser fik han en dansk lærer, som havde en mistanke om, at han var ordblind. Læreren opfordrede Kim til at læse tegneserier og løse kryds og tværs omkring emner, der interesserede ham. Udover det, blev der blev ikke gjort noget yderligere ved Kims problemer. Derfor lærte Kim, at leve med de udfordringer, der til tider kostede blod, sved og tårer.

- Det har mange gange været hårdt, erindrer han.


En lettelse at starte på VUC

Efter at Kim startede på VUC, har han følt sig lettet over endelig at kunne italesætte hans problemer. Han er blevet mere åben omkring hans ordblindhed og opfordrer andre til at blive testet for ordblindhed, hvis de går rundt med selv den mindste mistanke.

- På VUC fandt jeg ud af, at jeg ikke er dum. Det er en sejr hver gang, man får en god karakter, og man får mere selvtillid, fordi man godt kan.

Kim fortæller, at det går rigtig godt med læsningen, men det stadig kniber lidt med stavningen og skrivning, men at han håber på, at det kommer hen af vejen. Det har været alfa og omega for ham, at der har været nogle gode lærere omkring ham, som har haft forståelse for hans situation. Derfor kunne han i fremtiden sagtens se sig selv som lærer på VUC. 

- Jeg vil gerne være et sted med ordblinde, da jeg på egen krop, ved hvordan det er. 

Et godt råd til andre ordblinde

Hans bedste råd til andre er, at bede om hjælp og at blive testet. Man skal komme ud med det, tage ”slagsmålet” og ikke give op.